Opdræt af stemmekvæg er en kostbar levevej og har foreløbig ført til et Danmark med verdens højeste skattetryk, en gigantisk offentlig sektor og  underskud på statsfinanserne så langt øjet rækker. Indkomstskatten og momsen  er i Danmark tre gange så høj som i Schweiz;  ikke fordi den offentlige service er tre gange så god, men fordi politikerne har sluset tre gange så mange ind i offentlig forsørgelse. Gennem de tårnhøje skatter må det arbejdende Danmark således  finansiere ikke verdens bedste borgerservice, men verdens tykkeste vælgerbestikkelse og verdens største statsbureaukratiske Wasserkopf.

Guldkornene står i en veritabel kø i denne kommentar. Hele kommentaren kan læses her. Stærkt anbefalet!

Detaljerne er mange, men bundlinjen er, at Thorning står med et troværdighedsproblem, der måske kan koste rød blok valgsejren.

Socialdemokraternes formand har tilsyneladende personligt været blandet ind i sagen med skrivelser til myndighederne, hvor hun til den ene instans, Justitsministeriet, sidste år, konstaterede at hendes mand er hjemme ”hver weekend”, mens hun til skattemyndighederne nu hævder, at ægtemanden blot er hjemme mindre end 33 weekender.

Sagen kompliceres desuden af, at Thorning – efter at have hævdet, at der blot var tale om ”en fejl” – ved yderligere en lejlighed har påstået overfor myndighederne, at manden skam var hjemme hver weekend. Det er tilsyneladende ikke bare “en smutter” fra Thornings side, men fremstår nu som helt kalkuleret.

Hvad ender sagen så med? Får det politiske konsekvenser? Nej. Rød blok har næppe andet valg nu end at holde fast i Thorning som statsministerkandidat og afvise de borgerliges angreb, som underlødigt personfnidder, “amerikanske tilstande” og de borgerlige mediers sædvanlige, ja nærmest rituelle karaktermord på socialdemokratiske partiformænd. Det vil socialdemokrater helt sikkert bekræfte hinanden i, når de mødes i den kommende tid.

Foreløbig er finansordfører Morten Bødskov blevet sendt i byen, hvor han frejdigt påstår, at Thorning slet ikke har noget problem. Normalt er ellers ingen sag, der involverer borgerlige politikere for lille, før at Bødskov kræver deres hoved på et fad, hvorfor han nu fremstår som en ”Komiske Ali”.

Muligvis vil Socialdemokraterne forsøge at spille ”kvindekortet” og gøre sagen til et spørgsmål om, at medierne ikke vil acceptere kvindelige toppolitikere, og at Thorning ligesom Lene Espersen bliver bedømt hårdere end deres mandlige kolleger. Det argument falder dog lidt til jorden, når man skal vurdere, hvad Lars Løkke Rasmussen måtte gennemleve med bilagssagen.

Det som står tilbage er, hvordan Helle Thorning-Schmidt i det hele taget har kunnet lade sagen opstå. Rød blok har masser af folk, der har kunnet gennemgå parrets økonomi og skatteforhold. Men måske har der været ting, som parret bare ikke rigtig har villet drøfte, mens tid var. Nu kommer de små detaljer frem, og så er det for sent. Også fordi man allerede har givet forskellige forklaringer. Og havde det nu bare været ægtemandens egen sag, som konen ikke rigtig havde noget med at gøre. Men Thorning har jo selv været involveret med skrivelser frem og tilbage til myndighederne. Det gør det sværere at hævde, at man manglede viden. Thorning har en cand.scient.pol.-uddannelse med i bagagen og stiler efter at styre landet politisk. Så er det vel ikke for meget at forlange, at hun styr på detaljerne i sine egne privatøkonomiske forhold? Hun mener jo dagligt noget om rigets økonomi og kritiserer jævnligt de borgerlige for ikke har styr på statsfinanserne. Nu diskuterer hele landet, hvor meget – eller hvor lidt – hun er sammen med sin mand. Det burde vel være privat? Hvor ydmygende kan det da snart blive? Det er jo under alle omstændigheder ikke noget, der kalder på folkets respekt, at der er behov for at den slags private forhold skal endevendes af medierne.

Thornings sag minder lidt om den skæbne, der overgår hendes partifælle Mona Sahlin i Sverige frem mod Rigsdagsvalget i september. Sahlin har store problemer med at overbevise afgørende marginale vælgergrupper om, at hun skal være ny regeringschef. Det til trods for, at vælgerne faktisk er den røde alliance gunstigt stemt. Vælgernes manglende tillid til Sahlin kommer af, at hun i sin tid for mange år siden som minister købte chokolade (”Tobleroneaffæren”) og bleer på statens kreditkort og derfor måtte forlade regeringen.

Vælgerne husker det. Og de vil huske Thornings skattesag og stille sig selv spørgsmålet: “Is she REALLY ready to lead?”

Jo, julen falder sandelig tidligt for de borgerlige i år…

Måske var det skæbnen, måske var det en forudanelse om kræftens fremmarch, der fik forfatteren Christopher Hitchens til at udgive sine erindringer allerede i en alder af 61. De gavmilde memoirer »Hitch-22«, der udkom i juni, kan blive en gravskrift for Hitchens, der i de sidste 40 år har været en af det engelske sprogs mest elegante og hårdkogte polemikere. Hitchens er i akut kemoterapi for kræft i spiserøret, og alle bogturnéer – også en tur til Danmark i efteråret – er aflyst. Den litterære verden holder vejret.

Men vi danskere er godt nok også svage selv om vi har færre sygedage.

Aldrig har så mange danskere været så svage, at de har brug for det offentliges hjælp som i dag. Gamle danskere er svage, danskere under uddannelse er svage, der er danskere der har været så svage at de har fået børn, danskere som har været så svage at de har skaffet en bolig de ikke helt kan betale. Og det på trods af at reallønnen ved et hvilket som helst job er højere end den nogensinde har været. Og det på trods af at dansk ledighed – selv efter en dyb recession – kun er 4,2% eller ca. en tredjedel af hvad den var i 1993.

Men nu er der en ny dimension af svaghed i kongedømmet. Geografisk svaghed. Heldigvis har vi DR til at påvise problemet. Og heldigvis er der nogle af de svage, der ikke er helt så afkræftede at de ikke kan gøre noget ved det. Derfor oprørspartiet Fælleslisten med rødder i den jyske muld.

Som vi tidligere her har diskuteret har myten om udkantsdanmark ikke meget analytisk kød på sig. Det er rigtigt, at der er områder i Danmark der er rigere end andre. Der findes ikke noget land i verden hvor det ikke er tilfældet. Men ingen har sagligt påvist, at det er blevet ”værre”. Tværtimod er afvandringen fra land til by aftaget markant fra ca. 1980 og frem.

Men selv hvis der var en stigende afvandring fra land til by, berettiger det så dem, der bliver tilbage til at kræve penge fra dem der rejser? For det er vel grundlæggende Fælleslistens sag.

Dermed kunne man jo mene at Fælleslisten ikke ligger så langt fra de ideer om at personer, der ikke vil blive et bestemt sted skal pålægges skat eller på andre måder holdes tilbage, hvis det ikke passer ind i de der bliver tilbages kram. Det gælder jo f.eks. S & SFs Fair Løsning program, som bl.a. argumenterede for at danske studerende, der efter endt uddannelse tager til udlandet skal betale en slags skat på at rejse. Flere borgerlige politikere synes overraskende nok også at kunne lide den slags  ideer.

Fælleslisten afspejler den ulidelige ideologiløshed, der har ramt dansk politik siden murens fald. Socialisme er blevet til populisme i en grad så forskellen mellem Villy og Pia efterhånden mest handler om stil og hvilket segment, der bevidst appelleres til – ikke om indhold. Venstre er blevet så meget Socialdemokrati, at de rigtige socialdemokrater ikke ved hvad de skal gøre (og det synes Venstre er en succes). Dansk politik handler i stigende grad om navlebeskuende spin frem for faktisk ført politik.

Når det ikke har nogen reel ideologisk og filosofisk rygrad kan et parti være alt for alle. Indtil det møder virkeligheden. Det har vi prøvet før. Det hed Ny Alliance. Mon ikke Fælleslisten vil lide Ny Alliances skæbne som politisk døgnflue. Med den forskel, at der næppe vokser et nyt parti der faktisk har en ideologisk rygrad ud af Fælleslisten. For det findes nemlig allerede. Det hedder Dansk Folkeparti …. eller var det SF?

Måske havde den konservative leder lært af sine sent erkendte fejltrin efter det famøse afbud til Arctic Five topmødet i Canada i foråret. I et interview i Berlingske i søndags fremstillede udenrigsministeren sig som ydmyg og arbejdsom, hvorfor læserne til sidst blev betroet, at der kun blev plads til få dages sommerferie med familien. Nu skulle det folkelige stempel som ”ferieminister” arbejdes væk. Det holdt knapt en uge.

For Espersens ferieplaner kolliderede hurtigt med hendes ”ydmyghedsstrategi” om hårdt arbejde og evindelig tjenstligt rejseaktivitet. På Slotsholmen fortælles det, hvordan embedsmændene i Udenrigsministeriet tryglede deres chef om at tage til EU-topmødet i juli måned i stedet for at melde afbud. Ikke mindst for hendes egen skyld. Imidlertid ville chefen det anderledes og afviste at droppe sin ferie til Toscana med familien.

Det er en beslutning, der ikke kun frustrerer Asiatisk Plads. Regeringens støtteparti DF med Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard i spidsen vil ikke tages til indtægt for den og siger klart fra. DF tvivler åbent ligeud på Espersens evner som udenrigsminister, og kalder hendes håndtering ”temmelig klodset”. Men også langt ind i Venstre og de konservatives egne rækker ryster man på hovedet over den konservative leder, og de første K-tillidsfolk har også allerede offentligt undsagt ministerens beslutning. Selv dem, der mener, at hun er udsat for ”en hetz”.

Efter at kritikken i denne uge igen popper op i medierne, sender de konservative udenrigsordfører Naser Khader på banen – en mand, som i forvejen har erfaring med at rejse med umulige standpunkter. Khader forklarer, at dagsordenen for EU-topmødet sædvanligvis er tynd (ligesom den var under Arctic Five), så derfor melder den danske udenrigsminister som sædvanlig fra til dette møde, ligesom mange andre landes udenrigsministre har for vane.

Men det er netop pointen. Der er ikke tale om en sædvanlig situation, idet Lene Espersens personlige troværdighed er så tyndslidt, at hun skal præstere ekstraordinært, hvis de konservative skal undgå et katastrofevalg. Det har målinger dokumenteret i snart 3-4 måneder. Alligevel demonstrerer Espersen, at hun ikke fatter situationens alvor. Forklaringen kan derfor kun være en katastrofal mangel på politisk dømmekraft og fornemmelse for sin egen situation.

I forvejen har danskerne i sommerens løb også måttet høre om et bizart rejsecirkus, hvor Lene Espersen som den eneste udenrigsminister af alle ikke nåede frem til en konference i Afghanistans hovedstad, Kabul, angiveligt fordi uzbekiske myndigheder ikke kunne levere en gennemflyvningstilladelse. Det, som ingen forstår, er, hvordan det så lykkedes for alle de øvrige 60 udenrigsministre at nå frem til mødet?

Nu fik uzbekerne meget belejligt skylden.

Espersens afbud til EU-topmødet må for det efterhånden hårdt prøvede konservative tillidsmandskorps fremstå som ekstraordinært arrogant, efter at de nu i måneder har måttet høre på vittigheder, mens de loyalt har forsvaret deres chef. Kan de virkelig blive ved med at give medierne skyld for at piske en stemning op om, at udenrigsministeren hellere vil på ferie end at passe sit arbejde?

Connie Hedegaard sagde for nyligt definitivt fra i forhold til en fremtid i dansk politik. Det betyder, at kun justitsminister Lars Barfoed fremstår som et alternativ til den konservative leder og udenrigsminister, der tilsyneladende er helt uden for pædagogisk rækkevidde for både embedsmænd og partifæller, der vil hende det godt.

Måske bør Lene Espersen gøre det borgerlige Danmark den store tjeneste at trække sig inden folketingsvalget.

Så bliver der også masser af tid til at tage til Middelhavet med familien…

Læs også Niels Krause-Kjærs tankevækkende blog om sagen.

Læs også Troels Mylenbergs kommentar.

Bonusinfo: Hvis man skal forsøge at forklare Lene Espersens prioritering i denne sag, så hænger det muligvis sammen med, at hun – ifølge rygterne på Borgen – helst lader sig rådgive af ægtemanden. Han er til daglig chef i tøjkoncernen Hennes & Mauritz. Om det er ham, der har overrulet embedsmændene på Asiatisk Plads. Det er spørgsmålet.