10.53: Asger Aamund om dansk politik
Dagens kommentar i Berlingske Tidende er af Asger Aamund, og som man siger på engelsk, et must-read! Aamund hudfletter stort set alle danske politikere, ikke mindst Venstre og Konservatives folketingsmedlemmer. Pointen er, at dansk politik er kommet til at handle om at være og blive ved magten, koste hvad det vil. Konsekvensen er smukt, men skræmmende, formuleret således af Aamund:
Opdræt af stemmekvæg er en kostbar levevej og har foreløbig ført til et Danmark med verdens højeste skattetryk, en gigantisk offentlig sektor og underskud på statsfinanserne så langt øjet rækker. Indkomstskatten og momsen er i Danmark tre gange så høj som i Schweiz; ikke fordi den offentlige service er tre gange så god, men fordi politikerne har sluset tre gange så mange ind i offentlig forsørgelse. Gennem de tårnhøje skatter må det arbejdende Danmark således finansiere ikke verdens bedste borgerservice, men verdens tykkeste vælgerbestikkelse og verdens største statsbureaukratiske Wasserkopf.
Guldkornene står i en veritabel kø i denne kommentar. Hele kommentaren kan læses her. Stærkt anbefalet!
09.11: Thornings “Tobleroneaffære”
BT har nu oprullet endnu et kapitel i Helle Thorning-Schmidt og hendes husbonds, Stephen Kinnocks skattesag. Mareridtet fortsætter.
Detaljerne er mange, men bundlinjen er, at Thorning står med et troværdighedsproblem, der måske kan koste rød blok valgsejren.
Socialdemokraternes formand har tilsyneladende personligt været blandet ind i sagen med skrivelser til myndighederne, hvor hun til den ene instans, Justitsministeriet, sidste år, konstaterede at hendes mand er hjemme ”hver weekend”, mens hun til skattemyndighederne nu hævder, at ægtemanden blot er hjemme mindre end 33 weekender.
Sagen kompliceres desuden af, at Thorning – efter at have hævdet, at der blot var tale om ”en fejl” – ved yderligere en lejlighed har påstået overfor myndighederne, at manden skam var hjemme hver weekend. Det er tilsyneladende ikke bare “en smutter” fra Thornings side, men fremstår nu som helt kalkuleret.
Hvad ender sagen så med? Får det politiske konsekvenser? Nej. Rød blok har næppe andet valg nu end at holde fast i Thorning som statsministerkandidat og afvise de borgerliges angreb, som underlødigt personfnidder, “amerikanske tilstande” og de borgerlige mediers sædvanlige, ja nærmest rituelle karaktermord på socialdemokratiske partiformænd. Det vil socialdemokrater helt sikkert bekræfte hinanden i, når de mødes i den kommende tid.
Foreløbig er finansordfører Morten Bødskov blevet sendt i byen, hvor han frejdigt påstår, at Thorning slet ikke har noget problem. Normalt er ellers ingen sag, der involverer borgerlige politikere for lille, før at Bødskov kræver deres hoved på et fad, hvorfor han nu fremstår som en ”Komiske Ali”.
Muligvis vil Socialdemokraterne forsøge at spille ”kvindekortet” og gøre sagen til et spørgsmål om, at medierne ikke vil acceptere kvindelige toppolitikere, og at Thorning ligesom Lene Espersen bliver bedømt hårdere end deres mandlige kolleger. Det argument falder dog lidt til jorden, når man skal vurdere, hvad Lars Løkke Rasmussen måtte gennemleve med bilagssagen.
Det som står tilbage er, hvordan Helle Thorning-Schmidt i det hele taget har kunnet lade sagen opstå. Rød blok har masser af folk, der har kunnet gennemgå parrets økonomi og skatteforhold. Men måske har der været ting, som parret bare ikke rigtig har villet drøfte, mens tid var. Nu kommer de små detaljer frem, og så er det for sent. Også fordi man allerede har givet forskellige forklaringer. Og havde det nu bare været ægtemandens egen sag, som konen ikke rigtig havde noget med at gøre. Men Thorning har jo selv været involveret med skrivelser frem og tilbage til myndighederne. Det gør det sværere at hævde, at man manglede viden. Thorning har en cand.scient.pol.-uddannelse med i bagagen og stiler efter at styre landet politisk. Så er det vel ikke for meget at forlange, at hun styr på detaljerne i sine egne privatøkonomiske forhold? Hun mener jo dagligt noget om rigets økonomi og kritiserer jævnligt de borgerlige for ikke har styr på statsfinanserne. Nu diskuterer hele landet, hvor meget – eller hvor lidt – hun er sammen med sin mand. Det burde vel være privat? Hvor ydmygende kan det da snart blive? Det er jo under alle omstændigheder ikke noget, der kalder på folkets respekt, at der er behov for at den slags private forhold skal endevendes af medierne.
Thornings sag minder lidt om den skæbne, der overgår hendes partifælle Mona Sahlin i Sverige frem mod Rigsdagsvalget i september. Sahlin har store problemer med at overbevise afgørende marginale vælgergrupper om, at hun skal være ny regeringschef. Det til trods for, at vælgerne faktisk er den røde alliance gunstigt stemt. Vælgernes manglende tillid til Sahlin kommer af, at hun i sin tid for mange år siden som minister købte chokolade (”Tobleroneaffæren”) og bleer på statens kreditkort og derfor måtte forlade regeringen.
Vælgerne husker det. Og de vil huske Thornings skattesag og stille sig selv spørgsmålet: “Is she REALLY ready to lead?”
Jo, julen falder sandelig tidligt for de borgerlige i år…
23.21: USA I DAG: Hitch-22
I sidste uge skrev jeg en USA-klumme om Christopher Hitchens, hans nyudgivne erindringer og den foruroligende nyhed om hans kræftsygdom. Vi håber stadig på gode nyheder. Klummen kan læses online her. Erindringerne Hitch-22 kan købes fra Amazon.
Måske var det skæbnen, måske var det en forudanelse om kræftens fremmarch, der fik forfatteren Christopher Hitchens til at udgive sine erindringer allerede i en alder af 61. De gavmilde memoirer »Hitch-22«, der udkom i juni, kan blive en gravskrift for Hitchens, der i de sidste 40 år har været en af det engelske sprogs mest elegante og hårdkogte polemikere. Hitchens er i akut kemoterapi for kræft i spiserøret, og alle bogturnéer – også en tur til Danmark i efteråret – er aflyst. Den litterære verden holder vejret.
12.57: Tillykke til Hein – tak til paven
Det er ikke hver dag, at en åndsperson optræder som mæcen og donerer 100.000 bobs til oversættelse af et værk, vedkommende finder intolerant og bigot. Det er ikke desto mindre, hvad en billedhugger gjorde for fem år siden med den begrundelse, at danskerne skulle kunne læse værket på dansk og ...12.57: Danmarks liberale studievært
Det er så sjældent, at jeg er enig med den politisk korrekte kommentator Niels Krause-Kjær om noget som helst, at jeg vil fejre det her. I en usædvanlig opvakt klumme går han i flæsket på Venstres EU-parlamentariker, studieværten Morten Løkkegaard, der ikke bare har stillet forslag om oprettelse af en ny journalistisk ...01.22: ‘Get a friend – live longer’
20.26: An expensive mind
16.10: Verdens Svageste Folk
Er nok svenskerne, som er i stand til at registrere over 20 sygedage pr. fuldtidsansat pr. år. Det er en måned om året. I gennemsnit.
Men vi danskere er godt nok også svage selv om vi har færre sygedage.
Aldrig har så mange danskere været så svage, at de har brug for det offentliges hjælp som i dag. Gamle danskere er svage, danskere under uddannelse er svage, der er danskere der har været så svage at de har fået børn, danskere som har været så svage at de har skaffet en bolig de ikke helt kan betale. Og det på trods af at reallønnen ved et hvilket som helst job er højere end den nogensinde har været. Og det på trods af at dansk ledighed – selv efter en dyb recession – kun er 4,2% eller ca. en tredjedel af hvad den var i 1993.
Men nu er der en ny dimension af svaghed i kongedømmet. Geografisk svaghed. Heldigvis har vi DR til at påvise problemet. Og heldigvis er der nogle af de svage, der ikke er helt så afkræftede at de ikke kan gøre noget ved det. Derfor oprørspartiet Fælleslisten med rødder i den jyske muld.
Som vi tidligere her har diskuteret har myten om udkantsdanmark ikke meget analytisk kød på sig. Det er rigtigt, at der er områder i Danmark der er rigere end andre. Der findes ikke noget land i verden hvor det ikke er tilfældet. Men ingen har sagligt påvist, at det er blevet ”værre”. Tværtimod er afvandringen fra land til by aftaget markant fra ca. 1980 og frem.
Men selv hvis der var en stigende afvandring fra land til by, berettiger det så dem, der bliver tilbage til at kræve penge fra dem der rejser? For det er vel grundlæggende Fælleslistens sag.
Dermed kunne man jo mene at Fælleslisten ikke ligger så langt fra de ideer om at personer, der ikke vil blive et bestemt sted skal pålægges skat eller på andre måder holdes tilbage, hvis det ikke passer ind i de der bliver tilbages kram. Det gælder jo f.eks. S & SFs Fair Løsning program, som bl.a. argumenterede for at danske studerende, der efter endt uddannelse tager til udlandet skal betale en slags skat på at rejse. Flere borgerlige politikere synes overraskende nok også at kunne lide den slags ideer.
Fælleslisten afspejler den ulidelige ideologiløshed, der har ramt dansk politik siden murens fald. Socialisme er blevet til populisme i en grad så forskellen mellem Villy og Pia efterhånden mest handler om stil og hvilket segment, der bevidst appelleres til – ikke om indhold. Venstre er blevet så meget Socialdemokrati, at de rigtige socialdemokrater ikke ved hvad de skal gøre (og det synes Venstre er en succes). Dansk politik handler i stigende grad om navlebeskuende spin frem for faktisk ført politik.
Når det ikke har nogen reel ideologisk og filosofisk rygrad kan et parti være alt for alle. Indtil det møder virkeligheden. Det har vi prøvet før. Det hed Ny Alliance. Mon ikke Fælleslisten vil lide Ny Alliances skæbne som politisk døgnflue. Med den forskel, at der næppe vokser et nyt parti der faktisk har en ideologisk rygrad ud af Fælleslisten. For det findes nemlig allerede. Det hedder Dansk Folkeparti …. eller var det SF?
15.23: Ferieministerens manglende situationsfornemmelse
Hvad det er for en strategi, som udenrigsminister Lene Espersen egentlig følger for at komme ud af dødvandet efter Mallorca-fadæsen. Det er blevet sommerens store gåde for Christiansborg og Omegn. For en uge siden gav en enkelt Gallup-måling i Berlingske de borgerlige håb om, at vælgerne kan være på vej tilbage til den blå blok. Også de konservative går pænt frem i forhold til chokmålingerne i maj og juni.
Måske havde den konservative leder lært af sine sent erkendte fejltrin efter det famøse afbud til Arctic Five topmødet i Canada i foråret. I et interview i Berlingske i søndags fremstillede udenrigsministeren sig som ydmyg og arbejdsom, hvorfor læserne til sidst blev betroet, at der kun blev plads til få dages sommerferie med familien. Nu skulle det folkelige stempel som ”ferieminister” arbejdes væk. Det holdt knapt en uge.
For Espersens ferieplaner kolliderede hurtigt med hendes ”ydmyghedsstrategi” om hårdt arbejde og evindelig tjenstligt rejseaktivitet. På Slotsholmen fortælles det, hvordan embedsmændene i Udenrigsministeriet tryglede deres chef om at tage til EU-topmødet i juli måned i stedet for at melde afbud. Ikke mindst for hendes egen skyld. Imidlertid ville chefen det anderledes og afviste at droppe sin ferie til Toscana med familien.
Det er en beslutning, der ikke kun frustrerer Asiatisk Plads. Regeringens støtteparti DF med Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard i spidsen vil ikke tages til indtægt for den og siger klart fra. DF tvivler åbent ligeud på Espersens evner som udenrigsminister, og kalder hendes håndtering ”temmelig klodset”. Men også langt ind i Venstre og de konservatives egne rækker ryster man på hovedet over den konservative leder, og de første K-tillidsfolk har også allerede offentligt undsagt ministerens beslutning. Selv dem, der mener, at hun er udsat for ”en hetz”.
Efter at kritikken i denne uge igen popper op i medierne, sender de konservative udenrigsordfører Naser Khader på banen – en mand, som i forvejen har erfaring med at rejse med umulige standpunkter. Khader forklarer, at dagsordenen for EU-topmødet sædvanligvis er tynd (ligesom den var under Arctic Five), så derfor melder den danske udenrigsminister som sædvanlig fra til dette møde, ligesom mange andre landes udenrigsministre har for vane.
Men det er netop pointen. Der er ikke tale om en sædvanlig situation, idet Lene Espersens personlige troværdighed er så tyndslidt, at hun skal præstere ekstraordinært, hvis de konservative skal undgå et katastrofevalg. Det har målinger dokumenteret i snart 3-4 måneder. Alligevel demonstrerer Espersen, at hun ikke fatter situationens alvor. Forklaringen kan derfor kun være en katastrofal mangel på politisk dømmekraft og fornemmelse for sin egen situation.
I forvejen har danskerne i sommerens løb også måttet høre om et bizart rejsecirkus, hvor Lene Espersen som den eneste udenrigsminister af alle ikke nåede frem til en konference i Afghanistans hovedstad, Kabul, angiveligt fordi uzbekiske myndigheder ikke kunne levere en gennemflyvningstilladelse. Det, som ingen forstår, er, hvordan det så lykkedes for alle de øvrige 60 udenrigsministre at nå frem til mødet?
Nu fik uzbekerne meget belejligt skylden.
Espersens afbud til EU-topmødet må for det efterhånden hårdt prøvede konservative tillidsmandskorps fremstå som ekstraordinært arrogant, efter at de nu i måneder har måttet høre på vittigheder, mens de loyalt har forsvaret deres chef. Kan de virkelig blive ved med at give medierne skyld for at piske en stemning op om, at udenrigsministeren hellere vil på ferie end at passe sit arbejde?
Connie Hedegaard sagde for nyligt definitivt fra i forhold til en fremtid i dansk politik. Det betyder, at kun justitsminister Lars Barfoed fremstår som et alternativ til den konservative leder og udenrigsminister, der tilsyneladende er helt uden for pædagogisk rækkevidde for både embedsmænd og partifæller, der vil hende det godt.
Måske bør Lene Espersen gøre det borgerlige Danmark den store tjeneste at trække sig inden folketingsvalget.
Så bliver der også masser af tid til at tage til Middelhavet med familien…
Læs også Niels Krause-Kjærs tankevækkende blog om sagen.
Læs også Troels Mylenbergs kommentar.
Bonusinfo: Hvis man skal forsøge at forklare Lene Espersens prioritering i denne sag, så hænger det muligvis sammen med, at hun – ifølge rygterne på Borgen – helst lader sig rådgive af ægtemanden. Han er til daglig chef i tøjkoncernen Hennes & Mauritz. Om det er ham, der har overrulet embedsmændene på Asiatisk Plads. Det er spørgsmålet.
22.25: Retspositivisme
A18.36: Elendig journalistik
20.27: Loves grundlovsmæssighed: Aktivisme kontra tilbageholdenhed
A12.02: The picture of Dorian Gray
01.28: Hugo, Uribe, FARC og et ikke helt gnidningsløst præsidentskifte i Colombia
Som vi skrev her på bloggen i anledning af Juan Manual Santos overbevisende valgsejr i 2. valgrunde tilbage i juni måned, lægges der op til et skifte i den førte politik i forhold til den afgørende præsident Uribe. Allerede i sine første udtalelser efter valgsejren lagde Santos vægt på at forbedre forholdet til Ecuador og Venezuela.
Disse forsonende toner står i klar opposition til den nuværende (frem til d. 7. august) præsident Uribe, hvis regering Santos tidligere var en del af som forsvarsminister. Som omtalt i flere medier (gen)tog den colombianske ambassadør i torsdags anklagerne mod Venezuela og Hugo Chavez regering om at den giver husly til FARC og ELN.
Her mener den colombianske regering at FARC har lejre i Venezuela
Anklagerne blev fulgt op med vidneudsagn fra tidligere medlemmer af FARC og ELN, samt fotos og videooptagelser fra lejre, der angiveligt skulle ligge på venezuelansk territorium. Venezuela afbrød samme dag alle forbindelser til Colombia. En udvikling der fik det hjemmelige TV2 til at bringe historien under overskriften “Venezuela og Colombia nærmere krig” – en overskrift der er helt ude af proportioner. Det virker som om man ikke helt har styr på hverken historie eller retorik i den del af verden, men bedøm selv ud fra Reuters video (med engelsk oversættelse) om begivenhederne torsdag – og læg mærke til ikke kun Hugo Chavez, men måske først og fremmest den colombianske ambassadørs retorik – der er helt oppe på den høje navle, der vel kun kan tolkes som en opfordring til Venezuelas befolkning om at afsætte Chavez -der er parlamentsvalg, men ikke præsidentvalg i Venezuela til efteråret.
Click here to view the embedded video.
Men som det er blevet bemærket af stort set alle iagtagere fra The Economist til P1’s “Latinamerikaekspert” Niels Lindvig i Deadline (og det er vist første gang vi her på bloggen stort set er enige med Lindvig), handler det kun sekundært om Venezuela og Hugo Chavez og primært om intern uenighed mellem Colombias afgående præsident, Alvaro Uribe, og den kommende, Juan Manual Santos. Det ændrer dog ikke ved at Venezuela og Colombia altid har haft et noget specielt forhold til hinanden. Venezuela og Colombia var sammen med Panama og Bolivia (der dengang var ca. dobbelt så stor som i dag) en del af det “Stor Colombia” – og har efter denne konstruktion faldt fra hinanden haft tilbagevendene kriser – og var faktisk på randen af krig i midten af 1980erne. Hvis der er noget der er anderledes denne gang er det, at Chavez virker nærmest afdæmpet i forhold til tidligere episoder.
Som Lindvig bemærker er der ikke noget chokerende i at FARC og ELN også færdes på Venezuelansk territorium, ligesom de har opholdt sig i Ecuador – og til tider er på den brasilianske side af grænsen. Det kan i sig selv ikke tages som et tegn på at de pågældende regeringer samarbejder med de to terrorbevægelser (eller oprørsbevægelser, alt efter øjnene der ser). Et andet spørgsmål er så i hvilken udstrækning deres tilstedeværelse tolereres. Mens Lindvig finder det usandsynligt at Venezuela’s regering samarbejder med FARC og ELN, er der nu en del der taler for at Venezuela, om ikke direkte støtter FARC og ELN, så i det mindste tolererer deres tilstedeværelse. Chavez har før vist, at han ikke holder sig tilbage for at blande sig i andre landes indre anliggender, – som det for eksempel har været tilfældet i Honduras – først i forbindelse med daværende præsident Zelaya’s forsøg på at gennemføre en grundlovsstridig folkeafstemning, og dernæst i den krise der fulgte frem til præsidentvalget i november. Derudover deler FARC og Chavez langt hen af vejen ideologi, herunder en opsigtsvækkende dyrkelse af Bolivar som en socialistisk helt – Bolivar var meget kompleks, men nok snarere (stats)konservativ end noget andet. På den ene side så han den amerikanske forfatning som et forbillede, på den anden side var han en arg modstander af den demokratiske model i samme. Bolivar mente at det måtte være nok ét valg, hvorefter den valgte var diktator på livstid. Sidstnævnte er det punkt hvor Chavez idealer synes bedst i overenstemmelse med Bolivars tanker. For en afbalanceret gennemgang af Chavez politik og Venezuelas nuværende problemer kan det anbefales at lytte til denne audiofil (på engelsk) fra The Economist
Men i denne situation er der først og fremmest tale om colombiansk indenrigspolitik, og en præsident, der åbenbart har svært ved at forlige sig ved, at hans afløser vil føre en anden og mindre konfrontatorisk politik, eller som The Economist bemærker;
..”on July 15th Mr Uribe’s defence minister, Gabriel Silva, revealed new evidence to the press. He played videos of guerrillas, including a top FARC member known as Iván Márquez, recorded at a camp whose GPS co-ordinates are 23km inside Venezuela. He also said that Rodrigo Granda, the FARC’s de facto foreign minister, and Carlos Marín Guarín, an ELN leader, had been seen in Venezuela. In response, Mr Chávez recalled his ambassador and cancelled his plan to attend Mr Santos’s inauguration.
As The Economistwent to press, Colombia was set to replay the videos, backed up by the testimonies of 12 demobilised FARC members, at a special meeting of the Organisation of American States. Mr Uribe could have left all this to Mr Santos. But it seems he feared that his successor, who by comparison is more flexible and calculating, was being too friendly to Mr Chávez. Mr Santos is hardly a dove, but he argues that the only way to get Venezuela’s help against the FARC is to normalise relations. As a result, he had taken a few baby steps towards reconciliation, inviting Mr Chávez to his inauguration and choosing María Ángela Holguín, a former ambassador to Venezuela, as his foreign minister. Mr Chávez, for his part, said he “had a lot of faith” that Venezuela’s “relations with Colombia…would begin to change.”
That was too much for Mr Uribe. The selection of Ms Holguín irritated him, since she had clashed with him over several appointments she saw as repaying political favours. He is also thought to be displeased with Mr Santos’s choice of Juan Camilo Restrepo, a critic of many of his own policies, as agriculture minister, and with his successor’s plans to undo his merging of several ministries.
Men hvis formålet var at få Chavez op i det røde felt (og dermed vanskeliggøre en mulig diplomatisk løsning) har “afsløringerne” fejlet. Som nævnt har Chavez udfald (efter hans vanlige standard) været meget beherskede.
Samtidig har Santos gjort en dyd ud af ikke at blande sig og kommentere den seneste udvikling, andet end at han ifølge bl.a. Economist og andre medier skulle have sagt til Uribe, at “du er præsident indtil den 7. august” – underforstået, “og ikke en dag længere”.
Chavez fortsatte sin moderate tone, da han i fredags på et møde med fagforeningsfolk i Caracas ifølge lokale medier i Venezuela og Colombia – bl.a. i Eltiempo (Som indtil 2007 var ejet af den kommende præsident Santos familie), lagde afstand til FARC og ELN’s metoder, som han betegnede som gammeldags og uden mulighed for at bringe dem til magten i en overskuelig fremtid.
Det bliver sandelig interessant at se hvad der sker efter den 7. august.
23.32: Pinds planer
Udviklingsminister Søren Pind har forleden barslet med planer om, hvordan han vil omlægge den danske ulandsbistand. Planen er ganske simpel: Hvis lande ikke kan demonstrere, at der sker ændringer, vil den danske bistand blive reduceret. Tanken er dermed (øjensynligt), at et land som Tanzania vil få væsentligt mindre bistand, medmindre de kan demonstrere at de tager deres korruptionsproblem alvorligt og rent faktisk gør noget ved sagerne. Det samme gælder en række andre forhold, men eksemplet er selvfølgelig ikke valgt tilfældigt. Den tidligere minister Ulla Tørnæs hævdede hårdnakket, at Danmark ikke støttede korrupte regimer, mens vi andre – fnysende – kunne konstatere, at Tanzania var og stadig er blandt verdens allermest korrupte regimer, og at der ikke synes at være nogen egentlig vilje til at gøre noget ved det. Hvis man som toppolitiker nyder godt af store bestikkelser, hvor er incitamentet til at bekæmpe korruption? Med Pinds ændring kan der vise sig at komme et sådant incitament.
Ikke overraskende deler planen vandene blandt eksperter og højprofilerede praktikere. Kristeligt Dagblad bragte i går en artikel hvor flere af disse, inklusive undertegnede, udtalte sig (læs her). Nogen påstår, at sådan her det været i årevis, men hvis det er tilfældet må man da spørge sig selv, hvorfor intet har ændret sig? Danmark støtter stadig massivt korrupte regimer, ligesom flere programsamarbejdslande – for at sige det pænt – er tvivlsomme demokratier. Andre, blandt andet Christian Friis Bach, vurderer at planerne for at det rent praktisk bliver gennemført er stort set lig nul.
Min egen vurdering af Pinds plan er ganske positiv. Modtagere af ulandsbistand har i årtier næsten kunnet gøre hvad de ville, uden at det påvirkede hvor meget de fik. Konsekvensen har, som dokumenteret af bl.a. Stephen Knack, været at større ulandsbistand betød mindre chancer for grundlæggende reformer som f.eks. styrkelse af retsvæsenet eller demokratiserende ændringer. Andre studier har peget på hvor pengene effektivt ender, og med dybt deprimerende resultater. Hvis Pind og andre får held til at gennemføre troværdige krav til modtagerlandene, vil der i det mindste snige sig en anden slags konsekvens ind i den politiske kalkule i den tredje verden.
Spørgsmålet er dog også, om det har indenrigspolitisk gang på jorden at stille krav. For at se pointen er der to potentielle situationer, man skal forestille sig. Situation nummer et er den, hvor land x ikke opfylder selv simple krav til at modtage dansk ulandsbistand. Regeringen melder derfor ud, at x ikke længere får 400 millioner næste år, men en reduceret bistand på 200 millioner. Det mest sandsynlige scenario er, at oppositionen og en række ulandsorganisationer (læs: særinteresser) tegner et billede i medierne af en regering, der ’stjæler fra verdens fattigste’. Der skal en regering med stærk rygrad til at modstå den slags kampagne. Situation nummer to er en, hvor en regering succesfuldt reducerer bistanden til et eller flere lande. Medmindre det vil betyde en reduktion i den samlede danske bistand – en situation som er særdeles følsom i Danmark – må man omfordele pengene så man giver endnu mere bistand til andre programsamarbejdslande. Spørgsmålet er, om det vil være muligt – kan man finde nok udviklingsprojekter, der giver nogen økonomisk eller social mening?
Uanset hvilken situation, man ender i, giver det indenrigspolitiske problemer. Man må dog rose Søren Pind højt for at turde – og gide – at tage et opgør med den måde, man har givet ulandsbistand indtil nu. Men hvis han mener det helt alvorligt, og kan få sine udenrigsministerielle underordnede til at makke ret, er det ikke det eneste opgør, han kommer til at tage.
